Drop nytårsforsættet – gør dette i stedet for…

//Drop nytårsforsættet – gør dette i stedet for…

Drop nytårsforsættet – gør dette i stedet for…

Tiden mellem jul og nytår er ofte god tid til refleksion over livet.

I denne tid elsker jeg at reflektere over alle de ting jeg er taknemlig over – både det som har givet mig glæde, følelse af kærlighed og de hjertemøder jeg har haft. Og det som har været svært og forvoldt mig smerte i livet. Jeg takker for den læring det har givet mig, at det har fordybet mig som et medfølende menneske og øget min visdom.

Der var engang hvor jeg hvert år lavede et nytårsforsæt – men det gør jeg ikke mere. Jeg var en af dem som rendte ned i fitnesscenteret i starten af januar (hvis ikke allerede mellem jul og nytår) og købte et abonnement. Kun for at ende som en sponsor fremfor en udøver. Med tilhørende dårlig samvittighed og skamfølelse over at jeg (endnu engang) havde en rygrad som en regnorm. Indtil at jeg simpelthen tog ansvar for at jeg nok aldrig bliver en overgearet fitnesspige, men at jeg i stedet er en passioneret dansepige.

Men for nogle år siden begyndte jeg at lave et tema (eller en værdi) for året i stedet for. Formålet med at holde fokus på et tema i stedet for et nytårsforsæt er at du tager læringen af det foregående år og ser om der er et område i dit liv, som vil gavne dig at holde fokus på. Det er en sindssyg effektiv måde at se på alle de områder i dit liv, hvor du er ude af integritet med netop dette tema, som er betydningsfuld for dig og vil potentielt kunne transformere dit liv. Jeg kan nærmest garantere dig for at dette kan forandre dit liv til det bedre – hvis du holder fast i temaet og stoler på at energien følger intentionen. Det har det i hvert fald gjort hvert år i mit liv.

Øvelsen går ud på i al sin enkelthed at du kigger på året i år; 2018.

Spørg dig selv:

  • Hvad gav dig energi og glæde i år? Hvad er du taknemlig for?
  • Hvor følte du dig fastlåst i år? Hvad lærte du af det?
  • Hvilken intuitive fornemmelse eller tanke har prøvet at ’vække’ dig i løbet af i år?
  • Hvad har du behov for at holde fokus på? Noget, som potentielt kunne gøre stor gavnlig forskel i dit liv?

Selv har jeg valgt ’medfølelse’ som et tema for 2019. Dels fordi at jeg tror at verden har brug for mere medfølelse end nogensinde før.

Eller med Dalai Lamas ord:
“We can reject everything else: religion, ideology, all received
wisdom. But we cannot escape the necessity of love and compassion….
This, then, is my true religion, my simple faith. In this sense, there is no need
for temple or church, for mosque or synagogue, no need for complicated
philosophy, doctrine or dogma. Our own heart, our own mind, is the temple.
The doctrine is compassion. Love for others and respect for their rights and
dignity, no matter who or what they are: ultimately these are all we need.”

Som udgangspunkt har vi har brug for at være medfølende over for os selv. Over for vores egne fejl og mangler og rummelige når vi er følelsesmæssigt sårbare. Vi kan nemlig ikke give noget til andre vi ikke selv ejer. Når vi kan være medfølende over for os selv – kan vi være mere rummelige og forstående over for andre – og agte også dem som vi ikke er enige med eller dem som har såret os.
Kun kærlighed og medfølelse healer.

I 2019 vil jeg udforske hvordan jeg kan være mere medfølende over for mig selv og dem jeg møder – ikke mindst når bliver såret. Jeg vil være mere accepterende over for mine følelser i situationen og mere i kontakt med hvilken åndelig og følelsesmæssig næring jeg har brug for. Mere lyttende og spørgende ind til hvordan den anden opfatter situationen. Mere nysgerrig i det hele taget.
I håb om at jeg hurtigere kan åbne mit hjerte fremfor at bure mig selv inde for at slikke mine sår.

Dybest set håber jeg at opnå følgende tilstand (måske er jeg lidt ambitiøs), som Buddha beskriver med disse ord:

Dem, der finder de rigtige ord fornærmer aldrig nogen. Alligevel taler de deres sandhed. Deres ord er klare men ikke barske. De tager ikke imod fornærmelser og de giver dem ikke”.

Jeg er spændt på at opleve hvilken læring der er til mig omkring dette tema i 2019.

Jeg håber at du kan bruge dette skriv som inspiration i dine egne refleksioner på året der gik og hvad du ønsker i 2019.

Jeg ønsker dig et lykkebringende 2019 og takker dig af hjertet for dit nærvær her på nyhedsmailen.

Kærligst,

Hanna

By |2018-12-30T14:20:52+01:00december 30th, 2018|Uncategorized|0 Comments

Leave A Comment