Jeg sidder i en stor hvid sal. Hvid med et skær af elfenbensfarve. Beroligende hvid. Omkring mig er der nogen og 60 andre elever. Jeg er fyldt 30 og har min anden dag på teaterskolen Center for Kreativitet og Teater.

Jeg sidder på en pude med et rødt og blødt tæppe viklet omkring mig. Jeg skal meditere for første gang i en hel time!

Tankerne myldrer i mit hoved. Jeg keder mig. Hvorfor skal jeg sidde her i en time og lave ingenting? Hvad er meningen?

Av, min ryg gør ondt. Jeg har ondt i r*ven og mine ben begynder at sove.

Pyha… hun er nu også lidt dum, hende teaterinstruktøren at sætte os til det her, når vi nu kunne lave noget sjovt teater i stedet for. Irriterende!

Hvad er klokken? Jeg smugkigger på mit ur. Shit mand, vi har kun mediteret i 10 minutter. Jeg har ondt i hovedet. Jeg må heller lægge mig ned.

Som om oplevelsen ikke var nok – skulle vi ovenpå en hel time i helvede dele hvordan vi havde oplevet meditationen. Efter at mine med-elever havde delt hvordan de kom i kontakt indad, mærkede deres hjerte få vinger, at himlen åbnede sig og violinerne begyndte at spille, var det så min tur at dele.  Violinerne gik over i en brat falsette. Jeg var knaldrød i hovedet. Jeg rømmede mig og startede: “Øhm… tja…”. Åh, hvorfor var der ikke en vippe i gulvet, jeg kunne springe ned i og forsvinde!

Da alle havde delt sagde instruktøren til min store rædsel: ”Nu skal I meditere hver dag i en halv time”. Hun kiggede på mig: ”Bortset fra dig Hanna – du kan nøjes med et kvarter”! Så var landet ligesom lagt.

De 15 daglige minutter føltes som en stor overvindelse hver eneste evige dag i lang tid. Og ja, indrømmet, jeg sprang også nogle gange over. Det var først efter mange måneder på uddannelsen at jeg endelig gav slip og mærkede at jeg hurtigere kunne komme i kontakt indad, mærke sansninger i min krop og ægte nærvær.

Og tænk… jeg endte faktisk med at melde mig helt frivilligt på et 10 dages Vipassana meditations-retreat i Belgien, hvor jeg mediterede fra morgen til aften. Vi måtte hverken tale eller have øjenkontakt med de øvrige deltagere. Og jeg kunne oveni købet lide det! Hvis nogen havde fortalt mig den dag i den store sal, at jeg ville ende på sådan et meditations-retreat ville jeg have fortalt dem at de var skrublende skøre.

I dag har jeg stadig en meditations-praksis. Men jeg sidder sjældent og mediterer for jeg kan mærke at min krop og min sjæl har brug for et andet slags nærvær. Jeg mediterer igennem bevægelse og dans. Jeg sætter beroligende musik på, som taler til mit hjerte. På den måde kan jeg udtrykke igennem bevægelsen og dansen, det som bevæges indeni. Jeg kan give slip og sætte fri og omfavne det, der er.

Har du en praksis? Noget som du gør dagligt, som giver dig energi og glæde. Del gerne for at inspirere.