Min historie2018-01-18T17:49:26+00:00

Min historie

Jeg er født og opvokset i det barske og magiske bjerglandskab i Island. Som barn fortalte mine forældre og bedstemor mig eventyr og legender om alfer, trolde, huldrer og ånder, som boede i stene, klipper, bjerge og floder. Jeg voksede op med en urgammel islandsk fortælletradition, hvor naturen var levende og hvor mennesket var en del af naturen og ikke hævet over den. Igennem fortællingerne lærte jeg at både den indre og den ydre natur skulle man tage i agt og passe godt på.

Da jeg kom i skole blev barndommens magiske univers hurtigt erstattet med logik, rationalitet og tal – og det blev det ikke meget bedre af, da jeg blev miljøingeniør på DTU. Hele den levende natur der havde værdi i sig selv – med ånderne i og over vandet og alferne der boede i klipperne, blev erstattet med døde formler, H2O, og viden om hvordan man nu kunne udnytte naturen som en ressource og så ”lappe lidt” på den efterfølgende. På det indre plan betød det at i stedet for at jeg spejlede min egen historie i eventyrene og legenderne – begyndte jeg at spejle mig i det, som jeg opfattede som omverdenens forventninger og krav til mig.

Noget var gået tabt. Det ydre var blevet til det indre, og uden at jeg kunne sætte ord på det, mærkede jeg en indre splittelse mellem den magi jeg havde oplevet som barn i den islandske natur – i mødet med urkraften i fortællingerne – og den kolde rationelle verden af alt det jeg følte at jeg ”burde” og ”skulle” i livet for at ”få lov til” at høre til.

I starten af 00´erne blev jeg færdiguddannet miljøingeniør. Jeg kom ud af DTU med fine karakterer, gennemførte studiet på normeret tid og fik drømmejobbet i første hug. Jeg arbejdede i en af de store rådgivende ingeniørvirksomheder, hvor jeg havde ”det sexede” arbejdsområde design og planlægning af lossepladser.

Jeg havde nogle rigtig søde kollegaer, som bakkede mig op i mit arbejde. Jeg blev sendt på en projektlederuddannelse inden for mit første år i firmaet og påtog mig projektledelse på mindre projekter i afdelingen. Mine drømme om at rejse med firmaet blev indfriet. Jeg blev sendt til flere øst-europæiske lande og på et traineeship-ophold i Vietnam i fire måneder. Privat var jeg gift med min ungdkomskæreste fra Island, som jeg havde været sammen med i ti år.

Udefra set virkede det som om, at jeg levede det perfekte liv – i et meningsfyldt job med nogle gode ansættelsesforhold – og at jeg var en engageret og vellidt medarbejder, der havde opnået både succes, resultater og respekt.

Men der var en stor forskel på, hvordan det så ud på overfladen, og hvordan jeg havde det indeni. Jeg gik på arbejde fyldt med angst for at fejle og slog mig selv godt og grundigt oveni hovedet med alt, som jeg opfattede som den mindste kritik af mig og mit arbejde. Alle velmente forslag til forbedringer tog jeg som et bevis på min utilstrækkelighed. Al ros og anerkendelse kunne jeg slet ikke tage imod – for den var jeg hverken berettiget eller værdig til. Jeg mistænkte oven i købet mine kollegaer for at have ondt af mig, og at de derfor følte sig nødt til at sige noget positivt om mig – for at peppe mig op. Jeg førte et indre pointsystem, hvor alle irettesættelser gav minuspoint, og hvor ros og anerkendelse gav nul point. På denne måde var min indre ”bankbog” altid i minus. Det var klart, at i et krævende job, som jeg havde, lå min hårde dømmekraft over for mig selv som en tikkende bombe under mig.

Selv om jeg syntes, at mit job var et meget vigtigt bidrag i miljøproblematikken, så brændte jeg i virkeligheden ikke specielt meget for det. Mens jeg designede lossepladser, drømte jeg i det skjulte om at designe affaldsfrie supermarkeder, arbejde for FN eller at gå 180 grader i den modsatte retning og lave aktivistisk teater, dans og musik. Men jo mere min længsel efter det kreative trængte sig på – jo mere prøvede jeg at bilde mig selv og omverdenen ind, at jeg var engageret i mit job, men havde altid en dårlig smag i munden. Jeg følte nærmere, at jeg samlede støv, ligesom mapperne på hylden, og at jeg bare var en maskine, som spyttede rapporter og tal ud. Jeg ventede med længsel på den dag, hvor jeg kunne gå på pension. For der kunne jeg måske udleve nogle af de mere kreative, følelsesmæssige og sociale sider af mig selv, som jeg havde sat i en sort boks dybt inden i mig selv. Sider som jeg var så bange for at vise for omverdenen, for hvis de blev udsat for kritik, hån og nedværdigelse, ville det føles som min egen undergang.

Det var midt i dette virvar af forvirring, negative tanker og følelsesmæssigt ubehag, at gnisten under den tikkende bombe blev tændt i form af en skilsmisse. Da min eks-mand og jeg havde boet i Danmark i 7 år, begyndte han at længes mere og mere efter sine islandske rødder og familien, som vi efterlod. Dette savn delte jeg bare desværre ikke med ham og kunne slet ikke tænke mig at flytte tilbage til min gamle føde-ø – uanset hvor meget jeg elskede den islandske natur og medmennesker. Det var svært at gå på kompromis, da vi ønskede at bo i hvert vores land. De bundløse diskussioner, skænderier og forsøg på at overbevise hinanden gav da heller ikke nogle resultater. Da jeg endte med at forlade min mand, kunne jeg endelig mærke, hvor træt, stresset og deprimeret jeg var. Lige pludselig kunne jeg ikke længere sluge mine følelser, men blev meget følelsesladet. Jeg begyndte at græde på arbejdet, snerrede af mine omgivelser og led af frygtelig skyldfølelse over begge dele. Jeg kunne mærke, at jeg i uhyggelig lang tid havde mistet lysten til livet. Jeg opdagede, hvor lidt jeg egentlig vidste, hvad jeg selv ønskede og ville med mit liv – jeg vidste kun, at jeg ikke ville tilbage til Island. Jeg havde jo dybest set bare fulgt det, som jeg havde fået at vide fra barnsben af direkte eller indirekte. At det er vigtigere at tjene mange penge i et status-job og eje hus og bil end at være glad og lykkelig. At det er vigtigere at følge samfundets normer end at mærke efter i sig selv – for det er noget føleri at følge sit hjerte. At det er ikke ok at sige nej til mennesker, som dræner én for energi for at sige ja til sig selv. Jeg begyndte at indse, hvor dårligt jeg havde behandlet mig selv, og hvor ofte jeg havde tilladt andre at træde over mine grænser. Det var gennem disse erkendelser, at jeg vidste, at jeg på trods af sikkerheden, succesen og anseelsen i mit job ikke kunne gå på kompromis med mig selv mere.

 

 

Fortælle-universet trænger sig på

Efter min skilsmisse, lejede jeg et værelse hos historiefortælleren, underviseren og præsten Brita Haugen i hendes lejlighed på Frederiksberg. Brita var meget på farten, men når hun var i lejligheden, gav vi os tid til at nyde en kop grøn te og speltbrød fra den lokale bager og vi talte om dagen og vejen. Brita fornemmede hurtigt på mig, at jeg var stresset, og til et af vores ”køkkenmøder” sagde hun: ”Karen Blixen sagde en gang, at det værste, der kan ske for et menneske, er, når det ikke længere ved, hvad det har lyst til”. Hun kiggede mig dybt ind i øjnene, mens jeg lyttede til hendes ord og mærkede, at det var alvor. Ordene ramte mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Ord forpligter. Det gjorde ondt at mærke, at gnisten for det, som mit liv nu indeholdt, faktisk ikke var der.

Jeg er bange for, at du er udbrændt Hanna” hørte jeg hende sige. ”Har du ikke noget ferie til gode? Kom med til Skiros i Grækenland. Der holder jeg et kursus i rituel dans og fortælling.

Det med fortælling sagde mig ikke så meget. Jeg turde nærmest ikke sige mit navn foran en forsamling uden at blive rød i hovedet og ønske mig langt væk – så det at fortælle var jeg sikker på, bestemt ikke var noget for mig. Men det med rituel dans fangede mig: ”Rituel dans? Hvad er det for noget?

Rituel dans er noget, som skal opleves og ikke lader sig forklare. Kom med! Du kan ligge på stranden, hvis du ikke kan lide kurset”.

Og her var jeg solgt. Hvis ikke jeg brød mig om kurset, kunne jeg slappe af i 14 dage på stranden i sol og 30 graders varme. Det kunne jeg godt bruge. Jeg tog fri fra arbejdet, bestilte en flybillet til Athen og tog med en gruppe på 25 mennesker – mest midaldrende kvinder – til Skiros i Grækenland på et kursus, som jeg vitterligt ikke anede, hvad gik ud på.

Skiros var en vidunderlig ø. Vi boede lige ud til havet og kunne se solen gå ned i havet fra verandaen, mens vi nød sommerbrisen. Der var figentræer, rosenbuske, kridhvide huse og kolibrifugle. Den første eftermiddag på verandaen fortalte Brita den græske myte om Demeter og Kora – om mor og datter og om datterens rejse ned i underverdenen. Som jeg sad der med udsigt ud over havet, og mens jeg hørte Brita fortælle, mærkede jeg en vidunderlig ro sænke sig over mig. For første gang i årevis følte jeg, at jeg lyttede med hele mit væsen til et andet menneskes fortælling – ligesom jeg havde gjort som barn hos min bedstemor.

Det var som om, Brita havde en pensel i hånden og malede billeder fra denne græske myte oppe i mit hoved – et levende maleri med farver, ord og billeder. Jeg kunne genkende mig selv i mytens hovedpersoner og spejle mit liv i mytens handling. ”Den her historie handler jo om mig”: tænkte jeg.

Den næste dag dansede vi på et stengulv på et egnsmuseum blandt billeder af Athene, Amor og Hades. Der var en trommeslager, som spillede på afrikansk tromme (djembé), og vi dansede udvalgte billeder fra den græske myte i en cirkel. Vi gentog bevægelserne hos den person, som stillede sig i midten og improviserede sin dans som Demeter eller Kora. Der gik det op for mig, at dette ikke kun var min historie – det var vores fælles historie. Min krop og mit sind kunne genkende de andres bevægelser, samtidigt med at jeg havde mit eget udtryk. Efter den første dag var jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg ville ikke ligge på stranden! Jeg ville danse, og i dansen fandt jeg ikke alene en stor forløsning, men også en stor lyksalighed. Her handlede det ikke om at hoppe højest som så mange andre steder i livet, men om at være tro mod sig selv og sin egen impuls forankret i et fællesskab. Det her handlede om at danse livet, at lege og øve mig i de ting i livet, som faldt mig svært og at udtrykke mig selv autentisk – sammen med andre.

Skiros-eventyret var startskuddet til en opblomstring, hvor jeg dansede mig ud af en depression i mødet med de nordiske myter og eventyr – genforeningen med barndommens magiske univers. Det er denne gamle visdom, som jeg nu ønsker at brede ud til verden. Fordi jeg har erfaret hvordan dette arbejde bidrager til blandt andet mindre stress, bedre selvværd, reduceret angst og mere livsglæde – og et transformerende syn på hvordan vi behandler vores indre og ydre natur – til fælles bedste.