Ordet ”nej” består kun af tre bogstaver. Hvordan kan det så være at så mange mennesker har så svært ved det ord?

Jeg er en af dem, som ofte har haft svært ved det. Det var forbundet med afvisning af andre, at såre andre og at være et ”egoistisk”, ”aggressivt” og ”ondt” menneske. Sådan var det før i tiden, men ikke længere!

Da jeg først dansede en myte og kom i kontakt med min krop, blev jeg chokeret over at også jeg indeholdt vrede. Ja – et meget klart ”NEJ” i min krop! Jeg som i min arrogance troede at jeg var hævet over den slags følelser, kunne finde på at eksplodere i en vredes dans, hvor jeg dansede alle de værste afskygninger af det, som jeg havde dom på hos mig selv og andre. Føj, hvor jeg skammede mig.

Men efterhånden som jeg dansede og satte ord på hvad jeg oplevede blev jeg gradvist venner med min vrede. Venner med mit ”nej”! For jeg opdagede at min vrede eller irritation kunne være en stor hjælp til at kende mine egne grænser. Til at sige ”nej” til det uvæsentlige og ”ja” til det vigtige i mit liv.

I dansen kunne jeg øve mig i at sætte grænser. At øve mig i det, som var noget af det sværeste i mit liv. Efter dansen mærkede jeg at det var nemmere at sige ”nej” – uden skyldfølelse. Jeg kunne tilmed sige ”nej” uden at undskylde mig, forsvare mig og forklare. ”Nej” blev til en naturlig del af mit ”ordforråd”.

Jeg har oplevet andre myte-dansere som har haft lignende erfaringer med at legen igennem dansen har åbnet op for alternative væremåder for dem. F.eks. at åbne op for sårbarhed, kærlighed, initiativ mv.

Hvad har du en dom på at udtrykke i dit liv?

Hvad har du brug for ”at øve dig” i – for at blive en mere autentisk udgave af dig selv?